Før fødslen


Skrevet af Solvejg

Jeg opdagede, at jeg var gravid i starten af sommeren 2005. Vi blev naturligvis meget glade, men det virkede også meget uvirkeligt, for vi vidste slet ikke, hvad vi havde i vente.

Det blev en nem graviditet uden de store komplikationer. Heldigvis slap jeg for voldsom kvalme og opkastninger, som mange gravide ellers er plaget af. Til min store bekymring mistede jeg dog i en lang periode lysten til chokolade og blev også lettere utilpas af lugten af det - ikke så heldigt når man praktisk talt er nabo til Toms Chokoladefrabrik, og der tit dufter af chokolade i hele nabolaget! I det hele taget, fik jeg en meget følsom lugtesans, og der skulle næsten ingen ting til, før jeg følte ubehag. Den største gene var nok, at jeg i starten af graviditeten var plaget af voldsom træthed. Når jeg kom hjem fra arbejde, var det eneste, jeg orkede at smide sig på sofaen. Stakkels Sigmund måtte både lave mad og tage sig af opvasken sammen med en masse andre huslige opgaver.

Heldigvis gik trætheden over, og jeg fik energien tilbage. I slutningen af august, da jeg var ca. 13 uger henne, tog vi på vandreferie til Sicilien. Min form var faldet drastisk, da jeg ingen energi havde til at dyrke motion, mens trætheden stod på, så det var et held af vandreturerne ikke var så anstrengende. Ferien gik rigtig godt, og graviditeten voldte slet ingen problemer - udover på toppen af Etna, hvor der lugtede fælt af svovl (lugter nærmest af rådne æg) - ikke så rart, når man har en sart næse. I menuen til venstre kan du under "Rejser" vælge "Sicilien 2005", hvor du kan finde en beskrivelse af turen.

I løbet af efteråret begyndte maven at vokse, og i oktober mærkede jeg for først gang liv! Det var ikke ret meget - nærmest bare lidt boblen, men det var alligevel fantastisk. Nu virkede graviditeten endnu mere virkelig. Siden hen blev bevægelserne mere og mere tydelige, og hen mod slutningen af graviditeten var de nogle gange næsten for meget af det gode. Det kan godt være svært at falde i søvn og aftenen, når man har en en 3-kilos baby, der danser lystigt rundt inde i ens mave.

Inden fødslen fik vi en gammel vugge, som har været i min mors familie i 70 år. Den blev lavet af en blind mand med tilknytning til familien, og kun understellet er blevet udskiftet. Hilmen er kommet til senere.
   
 
I efteråret købte vi barnevogn. Der var mange modeller at vælge imellem, og valget faldt på en Brio Sport 05.

I starten af februar - 4 uger før termin - gik jeg på barsel. Det var dejigt med tid til at slappe af og få ordnet de sidste ting hjemme, inden babyens ankomst. Det gik ikke helt som planlagt. Da de 4 uger var gået, var der ikke sket noget. Ventetiden blev efterhånden lang, for jeg havde bestemt ikke regnet med at gå over tid. Diverse undersøgelser og scanninger viste heller ingen tegn på, at fødslen var nært forestående. Da jeg var gået 2 uger over tid, blev jeg sat igang med en stikpille, og så kom der endelig gang i sagerne. Pludselig var det hele meget virkeligt. Det var både skræmmene og spændende. Trods nogle komplikationer efter fødslen, var det i det store og hele en god oplevelse, og jeg gør det gerne igen.